110
moder ham om, sammen med mig, in effigie, at foretage en Spadseretur i det nuværende Uddeholms Arbejderstad, til dets Friboliger med Jordlodder og Kartoffelstykker, dets Folkeundervisning med 3 Lærere og 3 Lærerinder i Lancasterskole, Husholdnings-, Sløjd- og Væveskole, dets Apotek og Sygehus, dets Bibliotek og Sparebank, dets af Bogholder Högberg ledede Brugsorkester — er det kun for at bede ham sammenligne hvad, der ses i dette Storindustriens Værk, med hvad vi kun altfor nøje kender fra så at sige hvert eneste af vore gamle d. v. s. nutidige Brug. Jeg overlader trygt til Hr. Assessorens alment skattede Retfærdighedssans at dømme Forholdene imellem og afgøre, hvor Båndet mellem Arbejdsgivende og Arbejdsydende synes humanest og således forstandigst og mest betryggende knyttet!
Og henstiller sluttelig til ham: Hvem skabte vor industrielle Arbejderstand og gav den de Kår, som vi nu ser, uden Protektionismen? og hvem kaldte Handels- og Fabriksdrift for »Pengekrig« og Handelskompagnierne for »Hære«, uden dens Stormester, Jean Baptiste Colbert?«
Steffan nikkede. Ja, én Gud fra Begyndelsen til Enden! udbredende Rige og Evangelium til alle Folkeslag og Egne — men ej til ham, der troede på den ene og sande Baals Overvinder! Og han smilede mod Susanna, som sov dér, ligegyldig, tryg i sin evige Magt. Og han bøjede sit Øre mod hendes Puls.
De sene Led, deres Lod i godt og ondt — lyt her, I Forhåbningsfulde og Frygtagtige, og glem både Håb og Frygt! hør her en Fremtid, evigere end Jærnets, kys her Eders eget Eje: Nuet!
v. Schéele satte sig, træt, og skød Papirerne sammen, som var hans Votum i Sagen nu endt. Barchäus rørte sig ikke fra sin sammenfaldne Stilling, gjorde kun en afmægtig Bevægelse, om til Indrømmelse eller Protest kunde ingen skønne.
Og hvor var det det samme! hans Sag var dog tabt — som den havde været det fra først, fra Tidernes Morgen —: Vallonernes Sag mod Göteborgs, Menneskets mod Jærnets
