319
Hundenes Hyl gennem Brændingens Basuner, mellem de tretusinde Svenske, væbnede med Øxer og Leer mod de titusinde Sachseres og Danskeres Sværd og Musketter, stred han nær Kongen at dø og sejre med ham, at vinde den største og sidste af alle Sejre: den evige Freds.
Men da han så en dansk Officér gribe Kongen i de hvide Hår, der som Torne kronede det Ansigt, som Occidentens Frost og Orientens Sol havde blånet og gulnet som et Ligs, foer hans Sværd frem, som Sankt Peters mod Malcus. Og Messias løskøbtes ved en Fremmeds Blod.
Ti — det var Algernon, den tro Tjener, bedre, at Folket døde end én.
Og se, om Bord, på Flugten over Østersøen, veg det Hav, der rejste sig med Isblokke om deres Skib, som Røde Havet for Israel. Og i Staffstensodde trådte de, Kongen, Rosen og han, Sverrigs Jord påny efter femten fremmede År. Han så ikke, i Kongens og Rosens Øjne, at Landet var ældet end mere end de. For ham var tjørnegroede Agre, Hytter uden Tag og Ruder, med Pestens Kors på Døren, Ligklædet af Øde og Sne, just Hjemmet, den kendte Jord, Guds Fodskammel.
Tålmodigt lyttede han, tvende År, fra sin Krog i Katedralskolen i Lund til sin Helts Discurs med Swedenborg og Polhem om Regnebrættets snildeste Metode eller om det borgerlige Livs Sikring og Trivsel. Han havde set for mange Kræmmer-Regninger slettes og for mangen Borgers Trivsel henvejres til Himmerigets Sikring, til at to små År skulde sinke.
Men for ham, for hvem ingen Sol stod stille over Poltava, standsede Månen for evigt i Tistedalen, den Time da den beskinnede hans døde Messias' Ansigt, under Løjtnant Sicres franske Allongeparyk.
Som Taffeldækkeren Hultman syntes Algernon Moffat, Følgemanden fra de unge Ar, et Øjeblik, at det var disses Time endnu — at Kongen end bar Ungdommens og Fredens lange Lokker, at hans Kalds Torne endnu ej hvidnede om hans Hoved af Frost. Men hurtigt vågnede han og så sin Messias, Jordens sidste Kriger, der skulde give den Fred,
