29
hyttan, Dannemanshyttan, Varghyttan, eller de bag Horizonten, ind mod Dalarne og Västmanland: Långbans- og Långbansändehyttarne, Gåsborn, Hällefors og Rämen, eller Kæmpebrugene ned gennem Klarelvens Dal: Hagfors, Munkfors, Mölnbacka, Deje …
Og samtidigt hamrede Hakkerne dybest nede i Persbergs, Paysbergs, Långbans, Tabergs, Finnmossens, Nordmarkens, Ägg- og Änggrubernes natlige Orter og Stoller, Fakkelskæret flygtede ad Kalkstenen og Gråbjærget over de sortgnistrende Jærnårer, ustandseligt rislede Vandet og raslede Kærrerne af Sted. Hejsetønderne gnislede i Slangangenes Træbaner, Hestene stampede rundt og drog dem, Tomme for Tomme, Op til Dagen, Polhems Kunsten duvede og knagede som Spøgelsealleer af nøgne Stammer, pumpende Grubevandet ud.
Og imens kørte Ægtbøndernes lange Tog hen over Daglösens, Aspens og Lungens måneblå Is, eller op over Alkvättern, Frövättern, Ulvättern, mellem de dødssorte Skove, at bringe det udsmeltede Jærn til Brugene langs Glafsfjorden eller rundt om Frykensøernes Bredder: Hillringsberg, Stömne, Rottneros, Stöpafors, eller til dem højest oppe i Finnskovene eller inderst inde mellem Norges Bjærge: Lyred, Vägsjöfors, Kristinefors, Mitanderfors, og de andre, de utallige, hvis Steder og Navne han knap kendte, hele »Bjærget«, hele Jærnets Rige rundt, fra Häljeboda i Vest til Grythytta i Øst, fra Letafors i Nord til Björneborg i Syd.
Og ned over Vänern hastede store Flokke med Jærn til Åmål, Vänersborg, Lidköping, Mariestad, Göteborg …
Og Susanna, hvis Forfader havde rejst denne Ovn, »Bjærget«s ældste Masovn, havde spyttet på dets Vej og kaldt Filipstad en Svinesti — Filipstad, »Järnbäralandets Hjærte«, hvorfra al Jærn strømmede ud over Sverrig, Danmark, Norge, England, ja den halve Jord.
Hvorledes var det nu? »Jærnet, der er nødvendigere for Menneskene end Korn og Brød, Jærnet, som de har fablet om med den dumpe Stenkniv i Hånden; som de i Cæsars Dage vejede op med Guld — Jærnet, der grønnes i hvert Blad og hver Blomst, som det rødner i hver vor Dråbe Blod
