367
Susan, min Elskede, jeg giver din og min Evighed hen, ej blot for en ukendt Gud, men for en Gud, der ej findes til! Jeg tager min Pligt af Sancta Lucia-Nat!
Vi spurgte bægge — for at svare os selv! Var Spørgsmålet som Svaret Synd? Nu, lad os da tage Syndens Straf! Men jeg, den Fremmede i Järnbäraland, erkender min, hvor du, dets Datter, kun har Gråd og Slag!
Ligger jeg da iblandt jer som Fjende? O nej, et Offer som I! Koster Gud Eder, koster han også mig! Og — er ikke Abrahams Offer større end Isaks? og mit større end Abrahams — jeg, som ikke hørte Guds Røst, men kun min egen befale?
Han krøb skælvende under Tæppet i sit Værelse, men lod Døren åben. I Fjor, de forgangne År lukkede han den stedse — som Olofs, som Morgongåfvas stod stængte, selv mellem Fader og Moder, selv for hans Sygdoms-Nætter.
Men i Nat sov han som i fælles Rum ej blot med Susan, men med Brynte, ja med Adrian — kun ej med Olof, Fornægteren.
Ti var de ej fælles om denne Nat, Lucia-Nat uden Lys og Svar? Nuets Guder som deres Offer, Brudgomme som Brud! Fyldtes deres Øren ej af Persbergs Hjulets Klage, al Trældoms Suk? af Ulvenes Hyl, Dybets uophørlige Gråd? Og blandedes deres Åndedræt ej til en fælles Bøn, et fælles Løfte?
O nej — lyt: de sov derinde! Selv Susan, der havde grædt så fortvivlet for sin Brudgom i Spejlet, sov og glemte.
Huskede hun ene Brynte? — Kunde Steffan da ikke ene erindre sig selv? Sig selv ja — og sin Ed! Og våge som Gud!
Han gøs.
Åndedrættene derinde, trygge af Glemsomhed, og hendes tryggest af dem alle! De opvarmede Kamre, der hegnede denne Gård … Al Värmland, der stævnede til Julefesten … Og inden Sanct Knut havde Steffan svoret … Nej! Nej!
Herre, jeg viste ikke mit Åsyn i Spejlet! Jeg krævede
