48
Nu lå Ruden dér, sort og forkullet som Rummet om dem. Arbejderbørnene listede ud i Sneen, som atter blånede ind ad Dørgabet, her var ikke mere Glans herinde end i de mørke Rønner under Skoven .. Nu viftede kun den sørgelige Fakkel, ene og jagende, under Loftet.
Og Steffan rejste sig og fulgte efter Brynte og Susan — endnu hvor længe? Å Zegoel, hvor længe?
»Tag dig i Agt!« Brynte rev hende til sig. Susannas Pelsstøvle røg, hun havde nær trådt på den gloende Gade, som Slakkestenene byggede gennem Sneen.
»Uf, her er ækelt!« skreg hun, men smilte Brynte hurtigt ind i Ansigtet, som huskede hun —. Brynte havde dog vist ikke »bedt om Forladelse« …
»Af Vejen!«: et Par Mestersvende styrtede frem med en Gøs, en gloende Jærnblok, imellem sig.
I det samme sprang et Isspejl, stort som en Rude, over Børnenes Hoveder, haglende i Stumper.
»Brynte, hjælp mig!« Susanna dukkede sig.
»Snak, det var bare Hjulet, der kom i Gang!«
Brynte pegede på Fælgene, der piskede Isvandet i deres Øjne. Bælgdrengen, som havde hugget dem løs foer forbi. Gennem den flåede Blålærreds-Skjorte sås hans nøgne, fjortenårige Legeme. Soden tegnede hvert Ribben og sad i Kager om Maven og Lårene. Sveden gnistrede i Rim fra hans Øjenbryn og Bryst. Nu sprang han ind i den gloende Smedje.
»Kommer du?« brølede Varg truende og vendte de hvide Øjenkugler mod ham, mens han ustandseligt hvirvlede Hamren over Hovedet.
Ilden flammede til, Drengen drog i Stigbordskæden.
»Lad os bare komme bort!« Susanna smuttede under Højovnens Gasrør, der sort og leddet rakte ud over dem gennem Mørket.
Ja, bort Susan, men hvorhen? Å, du vilde det jo sidst af alle! Og jeg — jeg må følge dig, altid!
De løb forbi Rækken af Bokhusene, hvor i det flagrende Lys fra Røstegruberne grå Hoveder og skælvende Hænder kom frem — Oldinge og Børn, der huggede den røstede Malm til.
