77
men Skaberen nedlagde dem dér at findes af den Uforfærdede. Vi Mænd på jærnrig Grund, stærke til Sjæl og Krop, sattes til denne Gerning, den ædleste af alle: at lægge Grundvold for de kommende Slægter. Den tyske Bjærgmand og Digter Novalis nævnede Malmsøgeren: »der hohe Herr der Welt« og kvad om ham:
»Zwar reicht er treu dem König
den glückbegabten Arm,
doch fragt er nach ihm wenig
und bleibt mit Freuden arm!«
»Søger ikke Eders eget!« var Bjærgmandens Løsen fra de ældste Tider. Som i de græske Fakkelløb var det hans Sag ej blot at værge Flammen, men at række den med øget Lue fra Hånd til Hånd gennem de skiftende Led. Lad da også os vise os vore Fædre værdige! Dette Land, der ikke ejer de så lovsungne Vinbjærge og Borgruiner, Kastanie- og Olivenlunde, men en skøn og nordisk Natur, tilstrækkelig for den, der elsker Fosterjorden og dens høje Enkelthed og ej vilde bytte én Time ved Daglösen Sø mod en Dag under Palmelunde ved Lago di Como — dette Land, der mere vidner om Elementernes Strid, end om deres harmoniske Udvikling, det mane os, ej til egenkærlig Hvile og Glemsel, men til nyt Arbejd! gerne til det største, der er øvet selv her i Flidens Land! kan hænde knap til Gavn for os selv, desmere for de Kommende! Faklen, vi modtog fra Fortidens Mørke, af ukendt Hånd, række vi den til Fremtidens, til ukendte Hænder!«
v. Schéele standsede, med hede Kinder, hvilende tungt på sine Hænder. Patronernes tætte Række sad stiv og ubevægelig i de sorte Uniformer, med Blikket på deres Papirer, under Talgdryppene. Ene gamle Thrond Thorlander stirrede på Taleren med opskudt Pandehud og de vældige Hænder toldede som ved Kirkegang.
van Harmsts Øjne bag Guldbrillerne og hans skægløse Mund kneb sig sammen om den gode Bjærgmesters kendte Retorik, mens Hadar Böös'es blussende Ansigt nikkede i
