Vor Forfatnings Grundprinciper.
Under en monarkisk Regeringsform er en med Fyrstenavn og Fyrsteværdighed beklædt fysisk Person Ene-Indehaver af den hele Statsmagt. Som Statsmagtens Personifikation og Samfundets Enhedsrepræsentant er han Statens enevældige Styrer og Overhoved, dens Monark. Hos os har Monarken fra Arilds Tid været en Konge ligesom nu, men nu er i Følge Grundlovens § 1 Regeringsformen indskrænket-monarkisk; derfor er Kongen ogsaa i Følge Grundlovens Bestemmelser ikke længer udelukkende souverain Hersker, men er begrænset i eller tildels udelukket fra den fulde Statsmagts Myndigheds Udøvelse.
Femte Junigrundloven undgik at personificere Kongemagten som Statsmagtens uundværlig Enhed, men ved bestemte Grundlovs formler søgte den at indskrænke Kongeindflydelsen til det mindst mulige, og affattede de Formler, i hvilke Kongemagten defineredes, saa uheldigt, at den, som Tscherning skrev,[1]) tog Statsmagtens forgrenede Ytringsformer for selve Statsmagten, og derved tabte den Enhed i Statsmagten af Syne, som maa søges i den Personifikation, der, især hvor Kongemagten skal bevares, maa fremstilles som Kilden, hvorfra Statsmagten udflyder igjennem sine forskjellige Forgreninger. Ved Junigrundlovens enkelte Paragrafer troede man udtømmende at kunne angive Kongemagtens Indhold og Kongens Ret saaledes, at ingen Beføjelse skulde tillægges ham, uden at der kunde paavises en Grundlovsparagraf som Hjemmel derfor. Dette lod sig vel ikke gjøre, men det kom dog ikke klart nok frem, at Kongemagten i Følge vor Forfatning, angiver Landets Styrelse.
Herpaa er der delvis raadet Bod ved vor gjældende Grundlovs § 11, som nærmere definerer Kongemagtens Indhold og derved bestemmer Forfatningens Karakter saaledes: »Kongen har med de i
- ↑ A. F. Tscherning til Bedømmelse af Forfatningsstriden. Kjøbenhavn 1865.
