bedre; hendes Haar var løst og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet, men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om,
