lige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.
«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa særdeles angenemme, Manerer med de sjællandske Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»
«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe «er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»
«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.
«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede Pengestykker.»
«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»
«Jo — at forstaa —» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den venstre Haand, naar han talte, «Elskov — at forstaa — den er — den er stærk.»
«El—skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger, «er som Her—kules udi Fruentimmersdragt, af
