kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»
«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»
«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk — og paa en Søndag!»
«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod … nej … nej … Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst Gyldenleu? — Nej? — nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen — ingenledes! alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse;
