Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»
«Om jeg gjør! var det at tale om! — den kjære Sjæl! men saa blomstred’ hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. — Herre Gud hendes første Barselseng ….» og saa hviskede hun videre om den.
Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire d’am—our er som en gjæ—rendes Materie, der bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra—se, saa takler det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant—werpen i Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at det passerte. Om Mor—genen havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn—ne, skjønne Jomfru — og hun hav—de seet helt mildt til ham, men den hele Dag havde han in—tet havt hende i Tan—ker. Saa kommer han ud paa
