af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?
Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte og lo og jog afsted.
Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det saa, i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod Overdrupsøens[1] blanke Vandflade.
Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget
- ↑ Overdrupsø nu = Ordrupmose.
