følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i det grønne Løv.
«Hvaa gaa du vidst, min Hjærte?»
«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. — Aa, for de mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked’ Blomster op og kasted’ dem igjen og hujed’ efter Fuglene, naar de fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky, — aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged’, foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»
Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden Sky:
„Jeg ganger mig i Skoven fro,
Hvor Ælm og Abild gro,
Og smykker der med Roser to
Vel mine Silkesko.
For en Dands,
For en Dands,
For en Tralala,
For de røde, røde Bær paa den Hybengren!“
og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad
