Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
141

Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»

Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.

»Dæ’len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø’ mig ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti, saa det klingred’. Kan din Fæhund se? siger jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din …

«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket med Øjnene og raabte kjælent:

«Poppegøj—e ! lille Poppegøj—e,» fløjtede igjen,