gyndt, ved en maaske mer en aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst, skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare, var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? — og det havde hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for saadan Skilsmisse.
Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
