hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad. Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.
Hine første Dage, — hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.
Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.
Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af farverige Billeder og daarende Syner.
I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa
