Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.
Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent — stadig slynget af den stærke Rus — ned paa hende.
Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og: om den store Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af Blodet. Han gik, derefter uden Grund over til at sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig, saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe Elskovsord — uundgaaelige, uafviselige.
Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe
før Ulrik Frederik.
Det var næsten med Had, hun betragtede
