Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/180

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
172

og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.

Men større Fjender stod hendes Sag imod.

Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.

Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, udnævntes til Grand d’Espagne og behandledes paa lige Fod med Don Juan d’Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Dan-