paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.
Der standsede Ulrik Frederik hende.
«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»
«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenskrandse, ja—a, her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»
«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken mod ham.
Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde han skarpt.
Marie saae op paa ham.
«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «jeg er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»
