12
«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? — du er drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! — nej, ikke et Ord til! — Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen, — Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»
Ane hulkede højt.
«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! — en Verdens Skam! — lægge mig ud for Drik! — har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande? har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! — ja, give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig...»
Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under Vinduerne.
Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og spurgte hvem det var.
«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.
«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind.» og dermed blev Vinduet lukket.
Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de rødgrædte Øjne.
Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til
