Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/225

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
217

lig Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder, og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»

«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»

«O, tro mig dog, Marie!»

«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed er stor og stærk, men min! den har I kvalt med egne Hænder, den er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig vække den op igjen.»

«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er fast mod alle Saar.»

«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg — jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I — er intet af de rette Mænd.»


* * *


«Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være