Paulinus,[1] men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig hertil en hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed, at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue-Dag,[2] jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,
