Da vaagnede Marie Grubbe.
«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad Gulvet.
«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte bønfaldende Hænderne ud imod hende. `
«Hvad vil I? — I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget Andre for mig.»
«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf, for det kunde være en Himmerigs Sal. — Du skal faa din Villie i hvad du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot,
