unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua...»
Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved Ægteskabet blev staaende ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin
