18
Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.
Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog paa at tale med en dump, højtidelig Røst.
«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund — med min Mund — at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand — det var Jer bedre, I blev kastet i Havet — sandelig! med en Møllesten og to Tønder Malt, — to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg højtideligen og med min Mund, — to topfulde Tønder Malt i mine egne nye Sække, — for det var ikke mine Sække, — aldrig i Evighedens Rige, — det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt I — og det var bedærvet Malt, — sandelig! se Ødelæggelsens Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, — Dommen hører mig til, siger jeg. — Skjælver I ikke i Eders gamle Ben — I gamle Skjørlevnere! —
