«Tak — Tak — det maa saa være — men jeg beder om en Ting.»«
«Nu.»
«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
Saa gik han.
En lys Novemberskumring, hvor Solens
bronzebrune Lys tøvende trækker sig bort fra høje
Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa
Kirkens Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors
og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft
og svinder, mens Maanen alt har løftet sin runde,
blanke Skive op over de fjerne, brune Højes
langeligt rundede Liniers Drag.
I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødt-
