hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.
«Dejlighed!« sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks, hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
