men han var bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forandring over sig selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. — Om der nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Troldom ved ham? for saadan havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. — Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa
