Barnehue naar hun var seksten Aar! — Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; — hun var nu gift. — Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, — og Musiken. — Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. — Med hvem skulde det være? maaske med sin Svogers Broder. — Han var jo rigtignok forfærdelig grim; men naar det skulde være …. Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der Noget? — ikke det hun kunde se.
Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til at skrive:
«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var
