39
man vidste han vilde blive — der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.
Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen
sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport.
Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk urolige
og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit
røde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure og
spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir,
hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
gik der som et bange Suk gjennem den ganske
By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gryder lød
det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med
skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede
ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes,
Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det
var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens
vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.
Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?
