58
i Græsset inat og tvinet som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet og krænget mig som det usseligst’ krybendes Dyr og raabet til den Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher …»
«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»
«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være flere og kom jeg til det næste sagde, de spotvis, at de var kuns ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han bare rysted’ paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»
