68
være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»
Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste, vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over Jer. — Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro, Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»
Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.
«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skils-
