76
Frygt og tænkte kun paa al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun havde læst.
Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.
Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa Marie Grubbe.
Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde sin Kompliment.
Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde, «hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg nogentid har kjendt: En har jo intet hørt det Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.»
