34
OTTO JESPERSEN
ligt holde mig til den rent grammattiske side af sagen, hvor jeg har gjort nogle småiagttagelser, som visstnok ikke för er fremdragne og som måske i nogen grad kan interessere den forsker med det lune smil i det venlige öje, som dette bind skal hædre.
Eder aflægger mangfoldige vidnesbyrd om, hvor tankeløst folk bruger deres modersmål. De der bander hyppigt eller altid, gör sig vel næsten aldrig klart, hvad deres eder betyder; det eneste de ønsker, er ved anvendelsen af disse kraftord at göre deres tale mere eftertrykkelig — måske også at vække mere tillid tu sandheden og rigtigheden eller oprigtigheden af det de siger. Om dette sidste formål ret ofte opnåes, kan vel være tvivlsomt; men om tankeløsheden kan der ikke vare nogen tvivl. Vi kan dærfor ved eder komme helt ud i det meningsløse, hvorpå Wessels „Gid fanden tage fanden!“ (Levins udg. s. 154) kan være et typisk exempel. Eller „Naa gud lönne vor herre for det!“ (Hostrup, Genb. III. 6). Bekendt er den formentlige gendrivelse af fritænkeriet, der ligger i satningen: „Hvis der ingen gud var, ja så gud hjælpe os allesammen!“ hvor allerede ordstillingen viser at vi har med en fastgroet formel at göre, da vi ellers har verbet först efter så; „gud hjælpe os“ betyder ikke nogetsomhelst andet end „det ser (eller såe) galt ud“ og forestillingen om gud eller hjælp er helt afbleget. En variant af samme tankeløshed findes hos Goldschmidt (Hjemløs 2. 746): „De er maaskee en af disse blegnæser, der „troe“ ; men der er, gud straffe mig, ingen gud!“ Og en noget lignende „tanke“ har Henrik Pontoppidan afluret virkeligheden, når han (Landsbybilleder 145) lar en degnetale slutte således: „Dersom dette er død, da gud fri os fra liv! Men er det liv, da gud fri os fra død!“
Jeg har også engang truffet eden „Ved den lede gud“, der öjensynligt i sin meningsløshed er en sammenblanding af „den levende gud“ og „den lede satan“.
Ederne trodser tit al den grammattiske analyse, vi möjsommeligt fik indøvet i skolen, således „gu' min salighed er vi nervøse“ (Drachmann, Forskrevet 1. 162). Og jeg skal intet forsøg göre på at bestemme, hvad stilling i sætningen fanden har i „hvad fanden mener du?“, eller om nåde i „gud nåde dig“ er et
