144
12. April.
Saamange forskelligartede Indtryk er iaften strømmede ind over mig, at jeg ikke kan klare mig dem.
Jeg begynder med Begyndelsen.
Paa Vejen til Teatret underholdt Emmy mig med at fortælle om ham og Fru Paula Hansen. Om jeg ikke havde hørt, at de to nu var Kærester? Hele Byen (Emmy er altid Ordfører for hele Byen) talte ikke om andet.
Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfægte af Emmys Sladder. Ligesom Katoliker, for at værge sig mod syndige Tanker, uafladeligt beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans Ansigt, saadant som det kærligt ser paa mig, og gentage forelskede Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys giftige Ord ustandseligt dryppede i mine Øren, rejste Tvivlens og Fortvivlelsens Spørgsmaal sig triumferende i min Sjæl: »Hvad véd Du egenlig om ham? Du Daare, der vil fæste Lid til En, Du ikke kender?« Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans Ord lød
