156
i Sofaen, som vi nu sidder, ringede det. Jeg vilde ikke lukke op, men det blev ved at ringe, og omsider gik jeg ud. Da jeg lidt efter kom ind igen, fortalte jeg, at det var et Bud fra Teatret, og da Du lagde Mærke til, at jeg var saa alvorlig, sagde jeg, at jeg var ked over den Meddelelse, jeg havde faaet. Det var om at spille en Rolle, jeg nødigt vilde have, sagde jeg. Det var intet Bud fra Teatret. Det var — hende. Hun kom, dreven af Længsel og Mistænksomhed, og jeg maatte faa hende bort med en Løgn, som jeg fremførte altfor daarligt til, at hun ikke skulde mærke Uraad. Hun gik dog uden at sige noget, hun lod, som hun troede mig, men heller ikke den følgende Tid bad jeg hende komme til mig, og saa var det, samme Dag som jeg skulde spille min nye Rolle, at jeg om Formiddagen fik et Brev fra hende — et Brev til Farvel, et Brev, der i al dets bitre Skuffelse var præget af hendes Mildhed og Finhed. Hun havde den foregaaende Aften — Du husker, Du var et lille Besøg hos mig den Aften — været her udenfor paa Gaden, og hun havde sét Dig baade gaa herop og gaa herfra. — — Ja, dette var det, jeg vilde fortælle Dig, og
