192
Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa, at Maden blev færdig.
Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø. Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod, omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.
Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring slettede Farverne af Søen.
Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind … gik ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.
Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men skinnende
