226
Sorø, 20. Juli.
Tusind Barndomsminder mylrer frem fra hver Plet hernede. Her var det, at Erik og jeg i Ferierne flakkede om sammen, paa Roture i Søen og paa Fuglejagter i Skovene.
Det staar der endnu, det gamle Egetræ, der fyldte min Barnefantasi med den mørkeste Rædsel og alligevel drog mig til sig. Det gamle, sært forvoksede Træ, hvis Grene vred sig som værkbrudne Kæmpelemmer og som husede hele Hærskarer af Luftens graadige Proletarer, de fattigklædte, altid utilfredse og skrigende Raager.
Her ved dette Træ var det, at Erik udførte en Bedrift, som vakte baade Skræk og Beundring hos mig.
En Dag, vi kom derhen, fandt vi Raagehæren i det vildeste Raseri. Under raa, hadefuld Skrigen jog den i sorte Skyer frem og tilbage over Træets Krone. Jeg klyngede mig angst til Eriks Arm og spurgte, hvad der var paa Færde. Han pegede op og sagde: »Se, Uglen dér! Det er den, de vil myrde.«
Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel — af og til udstødende et
