268
30. December.
To Maaneder er gaaet, siden jeg skrev i min Dagbog. Jeg syntes, jeg intet oplevede, der var værd at optegne. Jeg syntes, mit Liv var til Ende, og at det, der heretter kom, vilde kun være vissent Løv over det svundne og døde.
Men idet jeg syntes og mente saa, løj jeg for mig selv. Medens de sorgfulde og bitre Dage dryssede ned over mig, spirede i Stilhed, og uden at jeg turde vide af det, en ny spæd Vækst under det visne Løv.
Jeg mærkede — og jeg skammede mig derved —, at jeg var for ung til at være færdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid, der ikke blot var Minder. Jeg søgte at trænge disse Anfægtelser tilbage — de var jo Helligbrøde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til Sorgen, jeg søgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig allersikrest, følte jeg en Dag min Sjæl springe ud i Tusinde nye
