22
Trommer og Pauker faldt ind, jublende Fløjtetoner, jeg laa som i en Luft af brusende Musik, der vældede ind over mig, og jeg sagde til mig selv: Du maa skynde Dig at vaagne, ellers kommer Du ikke med til Festen. Og jeg vaagnede — i min Drøm — og stod atter i Ørkenen, men Musiken spillede stadig, og jeg hørte en Stemme kalde: Suleima! — Jeg saá mig om, og se: ude i Horisonten skimtedes noget hvidt, en Prik kun, men nærmere og nærmere kom det med flyvende Hast. Da svarede jeg: »Min hvide Scheik, min Brudgom og Frelser!« Rundt om mig lysnede det, Himlen hævede sig og hvælvede sig klar og ren, jeg fornam den kølige Luft fra et nært Kildespring, og dér fløj han mig imøde, med flagrende hvid Burnus og om brust af Musik, min hvide Scheik paa sin sorte Hingst.
… Saa vaagnede jeg. Ved min Seng stod Moder smilende og sagde: »Du dovne Pige, som sover til langt op paa Dagen. Forresten saá Du saa sød ud, mens Du sov, at jeg ikke nærmede at vække Dig. Jeg har staaet og sét paa Dig i vist over ti Minutter.«
