Side:Julies dagbog.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

31

gennem sin gamle tavse og tro Tjener en afsides beliggende Bolig og sendte hemmeligt Bud til sin Elskede: jeg er her og venter Dig.

— — De sidder derovre, der er fint og lunt, og der lugter godt. Ilden knitrer i Kaminen, der staar Vin i slebne Karaffer og Frugt i Krystalkummen paa Bordet. De sidder i Sofaen; saa lægger han sin Arm om hendes Liv, de løfter deres Glas op i Skæret fra Lysene, de sér paa den funklende Vin og de sér smilende og lykkeligt paa hinanden, idet de støder Glassene sammen. Saa siger han: »Min yndige Grevinde, Timerne flygter fra os. Mødets Stund er snart forbi. Siig mig, elsker Du mig som tilforn?« Og hun svarer, mens hun holder Armene om hans Hals og ser ham dybt i Øjnene: »Du, min Prins, Du straalende og mægtige, læg din Haand paa mit Hjærte og føl, hvor det banker. Det banker af en altid stærkere Længsel efter Dig.« 

Eller hun ligger knælende, i sin lange hvide Silkekjole foran ham, og hans Haand stryger gennem hendes opløste brungyldne Haar. Og han siger: »Mange Kvinder har jeg elsket, men ingensinde har jeg smagt saa liflig en Vin som den, jeg har drukket af