34
16. Januar.
Hvor taabeligt jeg bar mig ad i Formiddags. Moder og jeg var vor sædvanlige Tur. Udenfor en Boghandlerbutik — det var i Nygade — stod en pelsklædt Herre. Idet vi passerede ham, vendte han sig om. Jeg saá kun hans Øjne, de mødte mine med et lynsnart gennemborende Blik, jeg vidste i det samme, at det var ham, Skuespilleren fra forleden, Scheiken fra Suleima. Det var, som det svimlede for mig, mit Blod standsede, men straks efter følte jeg, hvordan det foer mig til Hovedet og gjorde mig purpurrød i Ansigtet. Det Hele varede kun et Par Sekunder; han var allerede forsvunden, og Moder havde heldigvis ikke lagt Mærke til min Opførsel. Jeg Fæ. Hvad gik der dog af mig? En fremmed Herre ser tilfældigt paa mig, tankeløst og ligegyldigt, og jeg er daanefærdig.
Jeg er rasende paa mig selv, jeg kunde have Lyst til at banke mig selv. Og jeg er rasende paa ham. Nu tror naturligvis den indbildske Skuespiller, at han har gjort et overvældende Indtryk paa mig. En ny Erobring — og en latterlig let.
