43
Vognen holdt udenfor vort Genbohus. Det var »Favoritinden«s Karet. Hun hoppede ud, var allerede henne ved Porten, og allerede havde Vognen igen sat sig i Bevægelse. Da vendte hun sig rask om, slog Sløret tilside og kaldte Kusken an for at give ham en Besked.
Det var kun et flygtigt Syn, men jeg glemmer det ikke. Jeg glemmer ikke det Skær af — ja af Sejr og Lykke, der var over hendes Skikkelse og Ansigt. Den sorte Pels stod aaben, hun bar en Brystbuket af lyserøde Roser, og Ansigtet var selv en lyserød Rose, tittende frem af det sorte Kniplingsslør. Med den ene Haand løftede hun Kjolen graciøst, den anden — Handsken var straagul — holdt Sløret tilside. Snefuglene flagrede ned om hende, hun stod dér som Foraar i Sne, saa varm og frisk, saa faur og fin.
Saa var det yndige Syn borte. Porten lukkede sig efter det.
Men pludselig faldt mig ind, at det var første Gang, jeg havde set hende komme ved højlys Dag, og at jeg i den sidste Uge slet ikke havde set den anden unge Dame, hende, der plejede at besøge min Genbo om Formiddagen.
