83
forvirre mig ved at give nu en, nu en anden Rolle.
— — Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit Løfte. Jeg tror nok, han blev i høj Grad overrasket, skønt han ikke vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at jeg var af saa pæn Familie. Men i det Hele taget gav min Demaskering ham vist meget at tenke paa.
Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?«
»Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?«
»Det véd De?«
»Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham — og en Beundrer.«
»Ja, Glerup er en Entusiast.«
Her kom jeg til at le.
Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?«
Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.«
Man maa dog ikke tro, at denne
6*
