utilsigtet modstrid afværges enten gennem ændring eller ophævelse af den pågældende lovbestemmelse eller gennem de retsanvendende myndigheders fortolkning af den.
3°. Bør forpligtelsernes opfyldelse sikres yderligere?
Såfremt det allerede af grundlovens § 20 kan udledes, at gennemførelse af lovgivning, der strider mod umiddelbart anvendelig fællesskabsret, vil være i strid med grundloven, medmindre der samtidig sker en utvetydig tilbagekaldelse af den beføjelse, som er overladt fællesskabsinstitutionerne på det pågældende område, vil en yderligere sikring naturligvis være overflødig. Som anført ovenfor under 2°, er det imidlertid ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige noget sikkert om, i hvilket omfang denne fortolkning af § 20 vil blive accepteret af de danske domstole. I det omfang dette ikke sker, vil en fuldstændig sikring af forpligtelsernes opfyldelse kun kunne ske ved et tillæg til eller en ændring af grundloven.
Blandt de nuværende medlemsstater[1] har hidtil kun Holland indføjet en regel om den umiddelbart anvendelige fællesskabsrets – og alle andre umiddelbart anvendelige traktatbestemmelsers – ubetingede forrang for national lovgivning. Den tilsvarende bestemmelse i den franske forfatning er betinget af gensidighed – en betingelse, der efter fællesskabsdomstolens opfattelse næppe kan stilles for opfyldelse af en medlemsstats forpligtelser – og der er ikke enighed mellem de to øverste franske domstole om bestemmelsens anvendelse i forhold til fællesskabsretten. I Belgien og Luxembourg er princippet om fællesskabsrettens forrang ikke udtrykkeligt sikret i forfatningen, men derimod anerkendt i retspraksis. I Tyskland er princippet ikke sikret i forfatningen, og tyske domstole har – så vidt vides – ikke haft lejlighed til på utvetydig måde at tage stilling til spørgsmålet. I Italien er princippet hverken sikret i forfatningen eller accepteret i retspraksis. I ingen af de tre øvrige ansøgerlande vil der i forbindelse med tiltrædelsen ske nogen udtrykkelig forfatningsmæssig sikring af princippet.
a°. Der kan ikke af fællesskabsdomstolens afgørelser udledes noget krav om, at fællesskabsrettens forrang skal sikres gennem bestemmelser i medlemsstaternes grundlove. Generaladvokat Lagrange gav i sit indlæg i sagen Costa – ENEL udtryk for, at der kunne stilles et sådant krav, såfremt de nationale domstole ikke efter den gældende grundlov fuldt ud kunne følge princippet om fællesskabsrettens forrang. Domstolen gik imidlertid ikke ind for generaladvokatens synspunkter.[2]
Dette manglende krav om en national grundlovssikring af princippet er ganske naturligt ud fra fællesskabsdomstolens argumentation. Princippet om visse fællesskabsreglers forrang er en følge af, at disse regler er umiddelbart anvendelige og derfor skal galde på ensartet måde i alle medlemslande. En optagelse af princippet i de nationale grundlove ville netop ikke give princippet en ensartet sikring i samtlige medlemslande. Dels ville en sådan grundlovssikring ikke være til hinder
for en senere ændring af de nationale grundlove efter de vidt forskellige proce-
- ↑ En nærmere gennemgang af forholdene i de nuværende medlemsstater og i de andre ansøgerlande findes i bilaget til denne redegørelse.
- ↑ Se nærmere Erik Siesby, Juristen 1971, side 418. Generaladvokatens indlæg findes i Fællesskabernes domssamling bind X side 1169.
115
