123
store og små bogstaver.
kan stilles digterne fuldt betryggende sikkerhed for ikke at blive udsat for större misforståelser end den nuværende skrivebrug medfører, vilde det da ikke være urigtigt (jeg tör som prosaist ikke bruge ordet „vanvid“) at beholde hin åndelige tommelskrue som led i den danske skoleundervisning? Hvorledes dette skulde kunne lade sig opføre? vilde man spörge. Ihvorvel det kan synes, at der hersker en uløselig modsætning imellem pædagogernes berettigede ønske om at fritages for den fortvivlede opgave, det er i folkeskolen at bringe börnene til klar forståelse af de store bogstavers brug, og på den anden side forfatternes bestemte krav på at beholde de store bogstaver — dr. R. siger jo, at han taler „paa alle vore ypperste Forfatteres Vegne“ — så vil man dog, når man fordomsfrit og med roligt overlæg ser på sagen, finde, at der her ikke foreligger et enten-eller, men at der findes en udvej, der fuldt ud lader hver af de stridende parter få sin villie, uden at derved deres gensidige interesse lider mindste skår.
Mit forslag går i korthed ud på følgende: For retskrivningen i statens skoler opstilles som simpel regel, at de store bogstaver kun bruges i egennavne og efter visse interpunktionstegn. Denne regel er en gang for alle klar og trænger ikke til vedholdende regulativer fra undervisningsvæsenets side med henvisning til psalme- og ordbøger. Den er så letfattelig, at barnehjærnen hurtigt vil forstå den og — hvad der er hovedsagen — vil kunne fastholde den hele livet igennem. Barnet lærer altså at fæste sine tanker på papiret, at skrive efter denne regel. Men med hensyn til læsning i skolerne stiller staten til fordél for kontinuiteten i literaturen den fordring, at denne indøves med forfatternes egen orthografi, at disse i læsebogen møder frem lige fra Kristjern Pedersen og ned til den yngste digter i
