130
karl verner.
kan man opfatte sætningerne i analogi med „at snakke kragemål, at tale sanskrit“, altså søge navneordsbegrebet, eller man kan i analogi med sætningerne „at snakke bagvendt, at tale vildt“ finde biordsbegrebet i tillægsordene; om man skal bruge stort eller lille forbogstav, afhænger af dette alternativ. Dr. R.'s sprogfølelse siger ham, at vi her har navneordsbegrebet, og at man altså bør skrive „at snakke Tydsk, at tale Dansk“. Min retskrivning fritager mig for at bryde min hjærne med sådanne dybsindige spörgsmål, men skal jeg endelig göre det, må jeg tilstå, at begge opfattelser synes mig lige mulige. Rådfører jeg mig nu med vore bedre forfattere, finder jeg, at Baggesen i Gengangeren 1807 s. 37 skrev:
- „At tale kiøbenhavnsk med Kiøbenhavn.
- Med Fyenboer fyensk, og selv lidt jydsk med Jyder“,
altså har Baggesen her haft følelsen af biordsbegrebet. Hvem har da ret, dr. R. eller Baggesen? Lad Oehlenschlæger være opmand. Han skrev (Digterværker, supplementbind 1854, s. 145[?]): „at snakke tydsk, fransk, engelsk og slet dansk“, men 7 sider senere i samme afhandlig har han: „med dem kunne vi altsaa tale Dansk“. Resultat: tre digtere, hver med sin opfattelse: så mange hoveder, så mange sind. Alle kender vi betydningen af talemåden „at tage vare på noget“, men der hører ligefrem intuitionsevne til at afgöre, om der i ordet vare gemmer sig et navneords- eller biordsbegreb. Dr. R. sér i dette ord et biordsbegreb og skriver som følge deraf „at tage vare“ (Smaadigte 1883, s. 38); Svend Grundtvig derimod, som vidste, at ordet efter sin etymologi (on. taka vara) var et navneord, angiver i sin håndordbog „at tage Vare“; den skoledreng, som får denne talemåde dikteret, må helst i forvejen kunne old-
