mange andre henseender har gennemløbet en udvikling, så har den dog på dette ene punkt bevaret sin fasthed, og havde vi i vort århundrede holdt os indenfor denne af de gamle forfattere givne ramme, vilde vi vistnok, ligeså vel som tydskerne, nu have haft en nogenlunde reguleret retskrivning.
Men med det nye århundrede indtrådte der for vor retskrivning en vending ikke til det bedre men til det værre. Det var det spekulative konsekvensmageri, der gjorde sig gældende, ikke indført af sprog- og skolepedanter, som efter dr. R.'s mening (s. 5 og 43) har særligt privilegium på denne idræt, men af forfatterne selv. Man argumenterede som så: Når det substantiverede adjektiv (en Fremmed) skal betegnes med stort bogstav, så må man også konsekvent betegne substantiveringen i enhver anden ordklasse (stedordene og talordene) på samme måde. Den nye parole blev altså den, som systemets nutidsapostel dr. R. indtrængende prædiker for os i sin piece, at det er substantivbegrebet, der skal lægges til grund for de store forbogstaver. Man havde ingen anelse om, at man på denne måde kom fra dynen og i halmen, at guldalderen på literaturens område blev til en forvirringens tidsalder på retskrivningens område. Först da man sad til halsen i uføret, anede man uråd, der indtrådte en reaktion, og på flugten fra guldalderens hængesæg i forskellig retning er vor orthografi nu nået til et standpunkt, som ingen nation kan opvise magen til; vi kunde på indeværende års udstilling [1888] for udlændingenes beundrende blik have fremlagt vor periodes literatur som et broget mønsterkort på så godt som alle de systemer, der har været oppe, siden vi for noget over halvandet hundredår siden begyndte at praktisere med de store forbogstaver. Alle føler vi nødvendigheden af at samle os påny, men
