vil den nuværende retskrivning være en saga blot. Hvad er det altså, Björnson og Ibsen har gjort sig skyldige i, siden de skal dadles i så velvalgte udtryk? De har resolut og uegennyttigt ― uden frygt for at „miste alle deres abonnenter” ― kastet deres lod i vægtskålen for hurtigere at bringe samfundet over overgangstilstanden. Gid vore forfattere vilde handle ligeså „paradox” og med ligeså „kunstig opskruet Selvstændighed”, når reformen engang kommer hos os.
Det er altså et faktum, man må regne med, når man debatterer retskrivningsreformen herhjemme, at Nordmændene allerede har overskredet Rubicon, og der er vel ingen, der for alvor kan tro, at de vil vende tilbage og bede om at få de store bogstaver igen. Nordmændene har talt; vi har nu ordet. Afgörelsen ligger hos os. Bliver resultatet af vor retskrivningsdebat da, at alt skal forblive ved det gamle, er dette det samme som opsigelsen af literaturfællesskabet med Norge. Det må man være klar på. For vore forfattere og forlæggere kan det dog næppe være ligegyldigt, om den norske læsekreds går tabt. Men selv om så var, må dog den store dannede almenhed, det læsende publikum herhjemme, have billigt krav på, at de norske åndsfrembringelser, det hidtil har kunnet glæde sig ved, ikke stænges ude fra det og efterkommerne. Dette krav vil melde sig atter og atter med stigende styrke, indtil det bliver tilfredsstillet, og der behøves ingen spådomsevne til at forudsige, at om reformen ikke kommer i vor levetid, så vil den komme i den følgende generation, så vist som den sunde fornuft ikke i længden lader sig forvirre af fordomme og fraser.
