XLV
BIOGRAFI.
Hans velvillige protektor i Strassburg er Scherer, der endnu, mens han var i Kašubien, tilskrev ham et overordentlig anerkendende brev, skönt Verner i sin afhandling (s. s. 7) havde tilbagevist Scherers opfattelse af den del af lydforskydningen. Også over for andre omtalte Scherer hans afhandling med ord som den störste opdagelse siden Grimm og Bopp, hvis følger ikke var til at overse. I et postscriptum tilföjer Scherer, at det vilde være ham kært: „etwas über Ihre persönlichen Verhältnisse, Lebens- und wissenschaftliche Pläne zu hören. Ich wünsche recht sehr Sie der umfassendsten wissenschaftlichen Thätigkeit zurückgegeben zu sehen“. Og såsnart han havde fået besked om, hvor elendigt Verner var stillet, var han straks på udkig efter en plads til ham. Han foreslog ham med det samme til en professorpost i sammenlignende sprogvidenskab i Graz[1] og forespurgte samtidig, om han vilde nöjes med en biblioteksstilling eller lignende. Af Verners svar hidsættes:
Ich muss gleich damit anfangen die befürchtung auszusprechen, dass Sie, herr professor, meine capacitäten all zu hoch schätzen. Sie legen meine abhandlung als masstab an. Aber das neue in der daselbst befolgten metode — wenigstens den früheren abhandl. in K. Z. gegenüber —, die controllirende anwendung der lautphysiologie in phonetischen untersuchungen ist ja nicht mein eigenthum, das habe ich aus Ihrem zGdspr. gelernt. Dass das gesetz in einer unerwartet schönen gestalt erschienen ist, daran habe nicht ich, sondern nur die germanische sprachentwickelung selbst die schuld.
- ↑ Nogle år efter siger V. selv, at det var i Strassburg. Det er næppe rigtigt. Först et par år senere har han fået tilbud om en professorpost der, som han også afslog.
